
Voldhøj Valgmenighed er opbygget
som enhver anden forening i Danmark med generalforsamling, bestyrelse og udvalg.
Valgmenighedens præst er ansat af generalforsamlingen.
Der afholdes
ordinær generalforsamling hvert år. Under den arbejder bestyrelse og præst.
Bestyrelsen står til ansvar over for medlemmerne og skal sørge for, at de
beslutninger, der træffes på generalforsamlingen, føres ud i livet.
Valgmenighedens
aktiviteter gennemføres af en række udvalg i samarbejde med bestyrelsen. Derfor
er en stor del af bestyrelsens arbejde at inspirere og at have tæt kontakt til
udvalgene, så sognearbejdet kommer til at fungere til alles tilfredshed.
Bestyrelsen er
forhandlingspart til myndigheder o.l. og indgår aftaler på valgmenighedens
vegne.
Der er mange
andre opgaver, men bestyrelsen ser det som sin vigtigste opgave at skabe så gode
forhold for menigheden som muligt, så alle føler sig godt tilpas i Voldhøj
Valgmenighed.
Ved Voldhøj Kirke
er der hverken ansat kirketjener eller kirkesanger. Dette arbejde udføres af
frivillige, idet vi mener, at det er vigtigt at få så mange som muligt
aktiveret, så man føler ansvar for fællesskabet.
Derfor er der
nedsat forskellige udvalg til at varetage dette arbejde:
·
Gudstjenesteudvalg
·
Opstillingsudvalg
·
Lokaleudvalg
·
Bageudvalg
·
Ringerlaug
Der er i dag ca.
250 medlemmer Valgmenigheden.
Her vil vi
præsentere nogle af de ting, der sker ved Voldhøj Kirke.
Gudstjenester
Først og fremmest
er der naturligvis gudstjeneste i kirken. Som regel er det kl. 10, men i
sommerperioden holdes nogle gudstjenester som morgengudstjenester, og nogle
gange om året holder vi aftensang. Aftensang tilrettelægges og afholdes af
lægfolk. Oprindelig var det en nødløsning, når præsten holdt fri, men det er det
ikke længere. Efterhånden er det blevet en meget spændende og vellidt form for
gudstjeneste, hvor almindelige mennesker kan prøve kræfter med evangeliet, og
menigheden kan få en anderledes oplevelse end i den vanlige højmesse.
Familiegudstjenester er gudstjeneste for hele familien. Vi holder flere
familiegudstjenester om året, hvor vi i salmevalg, i prædiken og form taler, så
“det’r for børn”. Børn er selvfølgelig velkomne til alle gudstjenester, hvor der
altid er bøger og tegninger.
Efter alle
gudstjenester drikker vi kirkekaffe sammen, så der er lejlighed til at få hilst
på hinanden. Ved nogle gudstjenester er der også kirkefrokost, hvor der er
mulighed for en lidt længere samtale.
Ved alle gudstjenester medvirker frivillige med klokkeringning, uddeling af
salmebøger, læsning af tekster i gudstjenesten og som kirkesanger. Organisterne
(der er flere) er lønnede.
Der er mulighed
for at blive hentet af kirkebil til alle arrangementer, herunder også
gudstjenester. En liste over dem, der kører, ligger fremme i våbenhuset.
Til at
tilrettelægge arbejdet omkring gudstjenesterne er der nedsat et
gudstjenesteudvalg og et ringerlaug.
Børn i Voldhøj Kirke
Udover at børn er
velkomne ved alle gudstjenester, og at vi afholder særlige familiegudstjenester,
er der også andre tilbud til børn ved kirken.
Børneklubben er
for børn mellem 4 og 10 år. De mødes hver torsdag kl. 15:30 - 17 fra
sommerferien til påske. Her er mange aktiviteter, bl.a. bibelhistorie, lege,
konkurrencer, hobbyarbejde, sang og film. Arbejdet i børneklubben foregår ud fra
Danmarks folkekirkelige Søndagsskoler og Børnegudstjenester.
Minikonfirmander
er et tilbud for elever i 3. klasse på Parkskolen, som mødes med præsten i
kirken ca. 10 eftermiddage. Her lærer de kirken, de bibelske fortællinger og
salmerne at kende, så kirken ikke er et fremmed sted at være. Minikonfirmanderne
deltager også aktivt i en af årets familiegudstjenester. Der er også mulighed
for konfirmation i Voldhøj Kirke.
Voksenfællesskab i Voldhøj Kirke
Vestbyaften er
seks kirkelige, kulturelle eller musikalske aftner i årets løb. Det er
velbesøgte aftner med foredrag om aktuelle problemstillinger, med spændende
personligheder og gode oplevelser. Udvalget bag vestbyaftener er åbne for idéer
til emner eller personer, som kunne være spændende at mødes om.
Vestbytræf er for
dem, der er hjemme i løbet af dagen. Fra september til maj mødes vi hver anden
mandag kl.15 – 16:30. Vi begynder med en sang og får kaffe til medbragt brød.
Det efterfølgende program er alsidigt: Fra rejsebeskrivelser, litteratur,
foredrag, besøg af udenlandske gæster til levnedsbeskrivelser, adventsfest og
forårsfest. En gang om året tager vi på udflugt.
Samvær på tværs
Livet ved Voldhøj
Kirke er ikke kun opdelt efter alder. Gudstjenesterne og kirkekaffe og - frokost
er naturligvis for alle, men der udover er der flere arrangementer, hvor alle er
velkomne.
Sommerudflugt er
en søndagstur for hele menigheden, børn og voksne, gamle og unge. Vi tager til
gudstjeneste i en anden kirke og spiser frokost sammen. Derefter tager vi til et
udflugtsmål og får fælles oplevelser og tid til et anderledes samvær.
Udover de
aktiviteter, der her er nævnt, sker der mange andre ting ved kirken i årets løb.
Vi fejrer kirkens fødselsdag og holder advents- og forårsfest, og vi er altid
åbne for at prøve nye idéer.
Præsentation:
Jeg hedder Lisbet
Lundin Jacobsen og er en årgang 1955. Jeg bor i Ørre ved Aulum, hvor jeg sammen
med min ægtefælle, Leo Lisby, har et fritidslandbrug med masser af firbenede og
vingede væsener. Oprindeligt er jeg uddannet socialrådgiver, men begyndte i 1996
at læse teologi i Århus, og blev færdig i 2003.
Baggrund:
Jeg er vokset op
på Fyn, på en mindre gård i Holte ved Glamsbjerg, sammen med to søskende. Da jeg
var 20 år, flyttede jeg til Odense og uddannede mig til socialrådgiver. Efter at
have arbejdet nogle år; dels med pensioner og hjælpemidler dels som kommunal
sagsbehandler, flyttede jeg i 1984 til Norge. På Tysnes, en lille skærgårdsø
sydøst for Bergen, havde jeg nemlig fået arbejde som næstleder (vi var to!) på
øens socialkontor. Efter 5 år i Norge med en afstikker til et
behandlingshospital i Montenegro, rejste jeg tilbage til Danmark. Her fik jeg et
vikariat på Herning Sygehus og mødte kort tid efter Leo.
I 1990 blev jeg
ansat som socialrådgiver i Forsvaret med to Tjenestesteder; nemlig Skive Kaserne
og Flyvestation Karup. Her var jeg, indtil jeg begyndte at læse teologi. Mens
jeg læste var jeg tilknyttet kriminalforsorgen i Herning og Holstebro, hvor jeg
skrev personundersøgelse til retssager.
Hvorfor:
Nok var jeg som
barn vant til aftenbøn og lejlighedsvis kirkegang; teologi men det stod hverken
skrevet i sol, måne eller stjerner, at jeg skulle være præst. Imidlertid har jeg
altid værdsat at gå i kirke, i mange år dog uden helt at vide hvorfor. Så det
var først som rigtigt voksen, at jeg for alvor begyndte at interessere mig for
kirke og kristendom. Det er nemlig mere og mere blevet min overbevisning, at den
kristne livsforståelse har noget værdifuldt og helt nødvendigt at bibringe vor
tilværelse. Ikke mindst i vor tid, hvor vi fristes til at tro, at vi nu selv kan
alt det med livet. Igen og igen bekræftes vi i, at vi er uendeligt sårbare, og
da har vi netop brug for at se vor egen tilværelse og vore omgivelser i et helt
andet perspektiv. Hvor vi både kan blive løftet op og sat på plads.
Ansættelse
d. 1. juli 2005,
blev jeg ansat i mit første embede, der var som præst: et 7 måneders vikariat
i Fredens Sogn i Herning. Det var et godt sted at være, og jeg har ofte tænkt
på, hvor heldig jeg var, at de valgte mig. Nu er jeg så atter blevet valgt.
Denne gang til at være præst i Voldhøj Valgmenighed, og jeg føler mig atter både
beæret og taknemmelig, men samtidig også ydmyg overfor de forventninger, der er
til mig og de opgaver, der ligger foran mig. Det har gjort et stort indtryk på
mig at møde menighedens engagement og entusiasme. Det kræver nemlig både vilje,
opfindsomhed og ihærdighed at drive en kirke, hvor så meget foregår på frivillig
basis. Dette kan aflæses i holdningen blandt medlemmerne; nemlig den at: ” Jeg
er en del af min kirke og den er afhængig af mig”. Denne holdning synes at give
menigheden stor styrke og livskraft, men også en stadig bevidsthed om, at kirken
også er helt afhængig af, at der kommer nye medlemmer til.
Jeg glæder mig
til arbejdet i Voldhøj Kirke, hvor jeg vil bestræbe mig på at give mit bidrag
til, at kirken fortsat må være et aktivt, givende og vedkommende sted; både på
det åndelige og medmenneskelige plan.
Voldhøj
Valgmenigheds bestyrelse består af 7 medlemmer, der vælges for en toårig periode
på den årlige generalforsamling. Se medlemmerne under
Bestyrelsen
Valgmenigheden
modtager ingen form for offentlig støtte, men er alene afhængig af medlemsbidrag
og gaver. Aktiviteter og økonomi følges naturligvis ad. Bl.a. derfor er det
vigtigt, at valgmenigheden har så mange medlemmer som muligt. Du kan med et
medlemskab være med til Voldhøj Valgmenigheds videre udvikling.
Som medlem af en
valgmenighed betaler man sin kirkeskat i form af et medlemsbidrag direkte til
valgmenigheden. I Voldhøj Valgmenighed svarer medlemsbidraget til den sparede
kirkeskat, så det hverken er billigere eller dyrere at være med i valgmenigheden
end i en sognemenighed.
En del medlemmer
har ønsket at betale medlemsbidraget i form af et 10-årigt gavebrev. Man betaler
så et beløb der efter skattefordelen mindst svarer til det sædvanlige bidrag.
Hele beløbet op til 15.000kr kan trækkes fra i den skattepligtige indkomst.
Ordningen er valgfri for det enkelte medlem.
Ud over
medlemsbidraget ønsker både nogle medlemmer og andre at give en gave til
arbejdet. Gaver til Voldhøj Valgmenighed kan trækkes fra i den skattepligtige
indkomst
Tilmelding
Hvis ovenstående lyder som
noget for dig kan du kontakte formanden eller printe nærværende
tilmeldingsformular ud, udfylde og underskrive den, og sende den til formanden.
Det tager 5 minutter, og vi ordner resten.
Tilmeldingsformular
WORD fil.
Tilmeldingsformular
i PDF fast format
Hvis du ikke kan åbne formularen i PDF, kan du frit
downloade.
Adobe
Acrobat Reader
Bliver et barn
automatisk medlem af valgmenigheden, hvis det bliver døbt i Voldhøj Kirke?
Nej!
Dåb i en valgmenighed er en dåb i folkekirken. Blot ved at sige det til præsten,
vælger forældrene, om barnet skal være medlem af sognemenigheden eller
valgmenigheden.
Kan forældre, som
ikke er medlemmer af valgmenigheden, få deres barn døbt i Voldhøj Kirke?
Ja