Valgmenighedens historie

I begyndelsen af 70'erne planlagde man et nyt kvarter med boliger, indkøbsmuligheder, skole børneinstitutioner m. m. i den vestlige del af Struer. Struer Kirkes menighedsråd planlagde også at bygge en ny kirke. Derfor købte de i slutningen af 70’erne en grund af kommunen til den påtænkte kirke. 

I kirkebladet Kirke og Sogn marts 1982 står der: ”Man bemærker, at Struer sogn naturligt deler sig i to dele med Holstebrovej som skillelinje, og dette skel må være medvirkende til, at planlægningen af den nye kirke på den erhvervede grund på Park Allé ved Parkskolen bakkes op så meget som muligt, så vi inden for en forholdsvis kort årrække kan se den nye kirke blive bygget i Vestbyen.”

I 1984 ønskede et selvbestaltet udvalg - bestående af 2 repræsentanter fra Struer Sogns menighedsråd sammen med frivillige fra området - at starte sognearbejde og forberede en distriktsudskillelse. For at tænke mennesker før bygninger, gjorde man det, at præsterne ved Struer Kirke fik ansvaret for det nye sogn som en slags anneks-sogn til Struer, så man kunne få opbygget et levedygtigt distrikt, før man byggede en ny kirke. Man begyndte at holde gudstjenester på Røde Kors Hjemmet, og man blev i stiftet enige om at lægge penge til side til det nye byggeri.

I 1988 blev Voldhøj et distrikt med eget menighedsråd, og Kirkefondet stillede en vandrekirke til rådighed til de kirkelige handlinger og aktiviteter i øvrigt. Før valget i 1988 gik der politik i det hele. Især socialdemokratiet og fagbevægelsen var imod, at man byggede en ny kirke, så det eneste punkt, de gik til valg på, var, at hindre et kirkebyggeri og føre distriktet tilbage til Struer sogn. De så hellere, at pengene blev brugt til børneinstitutioner eller nedsættelse af kirkeskatten. Nu var det sådan, at de penge, man havde samlet sammen, under alle omstændigheder var kirkens penge, og kunne ikke bruges til andet end kirkelige formål, men det så man helt bort fra i argumentationen dengang. Socialdemokraterne fik 7 af de ni pladser i rådet, og kirkelisten kun 2

Ved næste valg til menighedsrådet i 1992 var sagen om den nye kirke stadig på toppen. Denne gang fik socialdemokraterne 6 pladser, kirkelisten 3, og så var der 3 præster. Flertallet i menighedsrådet bestemte på et tidspunkt, hvor den ene præst var på ferie, at der ikke skulle bygges en ny kirke, distriktet skulle nedlægges og vandrekirken fjernes. Da de indsamlede midler kun kunne bruges til kirkelige forhold, bestemte man senere at bygge et nyt flot menighedshus ved siden af Struer kirke.

Tilbage i Voldhøj stod en række meget frustrerede mennesker, der havde lagt et stort arbejde i at opbygge det nye sogn og i at få deres egen kirke til sognet. Disse frustrerede mennesker kontaktede den daværende biskop i Viborg Stift Georg S. Geil, som sagde til dem, at det eneste, de kunne gøre,var at lave en valgmenighed. Det gjorde de så. Penge havde de ingen af, dem havde flertallet jo bestemt over, men valgmenigheden ”købte” vandrekirken af Kirkefondet for 1 kr. Desuden fik man en grund stillet gratis til rådighed af Struer Kommune.

Så gik de i gang. Ca. 250 mennesker sluttede sig til den nye menighed, så de fik råd til at ansætte en præst på godt ½ tid. De fik også råd til at timelønne en organist, men resten måtte de klare selv. De havde dog fået hjælp fra mange sider – både moralsk og økonomisk. Bl.a. satte Kirkefondet en landsindsamling i gang via Kristeligt Dagblad. Her indkom ca. 100.000 kr.

Den 26.-9. 1993 blev Voldhøj Valgmenighed en realitet. Biskop Georg S. Geil forestod gudstjenesten og sagde bl.a.:

”I 1988 blev Voldhøj Kirke rejst som distriktskirke i Struer sogn. I 1993 skiftede den status til valgmenighedskirke og beholdt navnet Voldhøj Kirke. Men stadig er dens mennesker medlemmer af Folkekirken, og selv er den en folkekirke-bygning, en kirke under tilsyn af provst og biskop. På Dronningens underskrift og i den treenige Guds navn indviede jeg i 1988 kirken. Fem år senere indvier vi den ikke igen. Det var sket en gang. Huset var indviet, helliget – det var Herrens. Både huset og dets mennesker tilhører Gud. Voldhøj Kirke var og er i princippet lige så meget kirke som Viborg Domkirke.”

Det betyder altså: Voldhøj er en folkekirke lige som alle andre folkekirker. Der er bare det særlige ved den, at medlemmerne har måttet skabe deres kirke selv. Det er stadig sådant, at kirken kun lever i kraft af en meget aktiv menighed, der tager sig af alt undtagen "præstetingene" og musikken. Desuden skal valgmenighedens medlemmer med deres medlemsbidrag udrede såvel præstens som organistens løn og kirkens drift i øvrigt.

Fortalt af Anne-Marie Damgaard
 

Historien om Voldhøj Kirke i Kristeligt Dagblad

Voldhøj Kirke på ny grund - artikel i Kristeligt Dagblad 30. september 1999